SydSiden Online (SSO)

Brøndby Support
Forum-forside

Log ind | Registrering

Velkommen til Beta (SydSiden Online)

skrevet af Theis E-mail, Aalborg, , 04.09.2022, 19:59

Kære alle

BIF's historie er lang og fyldt med en masse op- og nedture. Heldigvis mest det første.
I mange år - i hvert fald siden 1980'erne - har BIF været kendetegnet ved en stor og aktiv fanbase. Det være sig med fremmøde, tifos, sang, støtte til hold og spillere etc.
De sociale medier er kommet til og det er nemt for alle at ytre sig. På tribunen kan den enkelte godt råbe ukvemsord uden at andre eller den, det er møntet på, kan høre det, men online kan du skrive direkte til din "fjende" og fortælle ham hvad du synes.
Der er ytringsfrihed i Danmark og den ret hverken kan eller skal tages fra dig.

BIF er for mange meget mere end en fodboldklub. Fans ånder og lever for Brøndby IF og en sejr kan redde de næste mange dage, mens et nederlag kan gøre det umådeligt svært at komme igennem en uge.

Supra Societatem Nemo - Ingen over klubben. Det er vores klubs motto og det gælder alle: En spiller, et bestyrelsesmedlem, en fan, en træner, en sælger i boden osv.
Oversat betyder det vel noget i retning af, at man gør sit bedste og accepterer sin rolle i bestræbelserne på at klubben skal klare sig bedst muligt.

I denne uge er det blevet tydeligt, at en række af vores fans har sat sig selv over klubben. Vi har fået en ny spiller, Vallys fra Silkeborg, som er opvokset på Østerbro og derfor har haft et tættere forhold til FCK end de fleste af os andre har.
BIF har ønsket at tilknytte ham til holdet, fordi man mener vi kan klare os bedre. Vallys og Silkeborg har sagt ja og der er blevet lavet en aftale. Vallys er nu Brøndby-spiller og derfor en del af vores nutid og fremtid.

Flere fans har tilsyneladende skrevet nedladende beskeder til Vallys og klubben efter han skrev kontrakt. Og til kampen i dag valgte en dominerende gruppe fans ikke at kalde ham ned og hilse på ham.

Denne opførsel - både online og til kampen - er en skændsel og kan medføre flere ting: en spiller, der ikke spiller frit fordi tilliden fra fansene ikke er der, dårlige historier i medierne og et mere negativt syn på klubben fra Hr. og Fru Danmark. Og måske misser vi også en fremtidig transfer, fordi lignende spillere kan frygte hvad de bliver udsat for.
Er det godt for klubben? Nej! De fans satte sig selv over klubben og har derfor spillet fallit.

Jeg starter derfor i dag en ny bevægelse i Brøndby IF. Jeg vil være med til at fremme at vi taler ordentligt og støtter vores klub efter bedste evne - dét er Beta!
I Beta må man gerne være kritisk, men kritikken skal leveres ordentligt og med opbygning for øje.
Eksempler:
"NF skal fyres". Fair nok, hvis du gerne vil have en ny træner, men beskriv i stedet hvordan du ønsker vores træner skal være. F.eks. "Jeg ønsker en træner der spiller presspil over hele banen, få berøringer, hurtige afslutninger etc. Det gør vi ikke med NF".
"Gammelby skal fandme aldrig sætte sine ben på vores hold igen". Ja, det kan du mene, men så længe han er ansat hos os og kæmper sit bedste, så gør det ikke nogen noget godt at svine manden til. Måske synes du han er dårlig til at markere, usikker i opspillet, slår upræcise indlæg, ikke kæmper nok osv, men så skriver du det.

Beta kan udleveres på tribunerne og online. I Beta tager du ansvar - efter bedste evne - for at BIF står stærkere uge for uge. Med støtte til spillere, trænere, ledere, med idéer til tifoer, sange, hyldester, med jubel over alt det gode og accept af at det dårlige også er at finde.

Jeg er Beta. Er du?

Vh Theis

Synes godt om (94) Synes ikke om (7)

Hele tråden:

SydSiden Online (SSO) | Ansvarlig
580345 indlæg i 27819 tråde, 12750 registrerede brugere, 158 brugere logget ind(0 registrerede, 158 gæster)
powered by my little forum  RSS-Feed
^